Dagligdagens oplevelser gør, at jeg har lyst til at dele nedenstående med jer.
Dog vil jeg på forhånd sige til dem af jer, der tør og vælger at læse videre, at det er skrevet fra et fordomsfrit hjerte i kær-lighed og med et håb om, at vi tør blive bedre til at stoppe op.
Det handler om afhængighed.
Afhængighed af arbejde, mad, sex, narkotika, perfekthed, shopping, fysisk aktivitet, Facebook’ing, socialmedia’ing, spil eller enhver adfærd/aktivitet, som ikke bare kan slippes uden kamp.
Min oplevelse er, at det ikke er afhængigheden, der er ikke problemet. Afhængigheden er løsningen på problemet. Altså en symptombehandling på årsagen.
I min optik er afhængighed, hverken en sygdom eller et valg.
Det svarer mere til at sige: ”Jeg er ikke god nok”. Eller sidder vi fast i adfærdsmønstre af den art, forsøger vi i overført betydning at løbe væk fra os selv, ikk? Hvor mange ser I på date, der stadig gemmer sig bare mobilen i stedet for at være tilstede i nuet?
For vi har ikke lyst til at have kontakt til vores følelser.
Det er altså vigtigt at forstå, respektere og mest af alt acceptere, at det er en kompleks proces, der manifesteres i enhver adfærd, hvor en person får lindring på kort sigt og negative konsekvenser på lang sigt, og personen er ikke i stand til bare at stoppe.
Noget, som vi tror på, kan huske, siger eller gør, (altså en programmering/overbevisning), er for smertefuldt for os at være i. Derfor spiser vi for meget, drikker alkohol i STORE mængder, ryger, ”er i en anden verden = fx online”, dyrker tvangspræget sex, søger konstant adrenalin kick, løber ekstremt, tager piller, bruger penge vi ikke har, tiltrækker os voldelige kærlighedsforhold osv.
Først tror jeg, at vi er nødt til at forstå det behov, der findes hos os selv, for at ty til den slags tvangsprægede handlinger. Samt en forståelse af, at det er nødvendigt at give slip på eller dække det behov, før vi kan ændre adfærd. For under hver adfærd ligger en følelse, og under hver følelse ligger et behov.
"Programmeringen” er ikke selve oplevelsen eller hændelsen, det er det, der sker indeni dig (i din følelsesmæssige bevidsthed) på grund af oplevelsen(-erne).
”Programmeringen” sker inde i dig, den lagres der via komplekse systemer fra de tre centre i hjernen over vores cortex, ned i kroppen via nervus vagus og huskes på celle plan i vores følelsesmæssige bevidsthed.
Det der er fælles for oplevelserne uanset om det er tidlige barndomsoplevelser eller senere, om de er fysiske, følelsesmæssige, verbale, seksuelle overgreb; ens for dem alle er: en form for frygt og et bidrag til selvhad; en følelse af ikke at være god nok/ ikke være værd at elske ol.
