Hun sagde;..."der er ikke organer nok!"Kvinden i radioen.
"De vil dyrke organerne i dyr, hvad synes I om det?" Fortsatte hun.
Og:"Hvordan får vi flere organer til alle dem, som går og venter?"
UNDSKYLD mig, men er det ikke det samme som at sige, at der ikke er nok hjernedøde?... for det kræver det vel? - for at få et organ til én, der er syg, eller er der noget jeg har misforstået?
Følelserne er der, ligeså snart døden begynder at vise sit ansigt. Alle de eksistentielle behov og værdier kommer op til gennemgang. Og ja, det er måske bare en ny nyre, det drejer sig om; du venter på til dig, din mand eller dit barn. Du håber og ber til, at telefonen ringer - i dag, nu! Ventetiden og uvisheden er hård; drænende og et følelsesmæssigt kaos! Ganske klart og forståeligt. Sygdom er; som en ubuden gæst, der har sat sig ned; på stolen med lim, når vi snakker "organ-mangel".
MEN i det store billede ønskes én andens tilskadekomst for, at du kan få den nyre du mangler, ikke sandt?For det er vel bagsiden eller den tredje side af mønten, som vi ikke snakker om?
Dette er måske en følsom debat for mange, det ved jeg ikke. Men nødvendig, tror jeg. For vi er alle blevet født til at død. Døden er fødselsgaven sammen med livet. Døden gør livet levende. Døden giver livet værdi. Døden er en reminder om, at vi skal leve, mens vi har livet. Sorg øger glæde, værdsættelse og taknemmelighed. Der er ikke lys uden mørke! Er der overhovedet liv uden død?
Og når du har levet med døden; som en del af livet, som jeg har, så ved du, at øjeblikket skal nydes, for vi ved IKKE hvornår, eller hvordan, MEN det er én, der kommer til os alle sammen.
Og det viser sig faktisk for de tilbage bleven, at det kan være en gave, der er pakket grimt ind, uanset om det er veninden på 16, der er død, eller datteren på 8, hustruen på 27 eller faderen på 76 år.
En ung kvinde sagde engang til mig, at hun ikke er eller ønsker at være organdoner. Årsagen til dette ønske er, at hun ca. 10 år forinden mistede sin 12 årige søster pga. "organ-mangel", hvilket som hun sagde: "har gjort mig, til den jeg er i dag!"
Med dette tror jeg, min hensigt er at sige, at vi ER MANGE og tæt på for MANGE mennesker på jorden. Levealderen er fortsat stigende. Den nye middelalder siges at være 75 år. MEN vi skal allesammen dø. Det er vi født til. Så det er måske lidt umuligt at holde live i os alle, og måske lidt underligt og uforståeligt for min hjerne og mit hjerte at forstå, at nogle skal komme til skade for at redde andre, men det er måske bare mig??
Det er IKKE det samme som, at jeg siger det er nemt. NEJ!! Det er super følsomt og et emne, der er gemt godt væk, som noget der ikke sker eller kan ske.
Død pga. sygdom er som oftest smuk og fredfyldt uanset alder, hvorimod død pga. skade ofte er grim og voldsom, siger min erfaring mig.
Men det er også mine øjne, der ser og har set. Spændende for mig er, hvad dine ser? For som Albert Einstein sagde:
"Verden er ikke som verden er, men som vi hver især ser den"
