Er du fanget i ensomhedens fængsel eller har du det svært ved at være alene?
Hvis vi tager aleneheden først; vil jeg kun nævne dette citat:
”Den, der ser udad, drømmer. Den, der ser indad, vågner.” C:G:Jung.
For her handler det om, at lærer at være din egen bedste ven. For du er den du deler hele dit liv med, og når du forstår at være sammen med dig selv, er du aldrig alene.
Det er noget jeg har lært i livets skole. For engang troede jeg, at det værste i hele verden ville være, at være alene.
- MEN det er det ikke! Det værste er at være sammen med andre, som får mig til at føle mig alene. Kender du det?
Min oplevelse er, at vi lever i et individualistisk samfund, hvor fællesskabet har trænge kår. Et mig, mig samfund. Som John Donne er citeret for: ”No man is an Island”; men sådan kan det godt føles, ikke sandt?
At være alene kan være ok. Men at være ensom er bestemt ikke ok. Ensomhed er en tung og livsbegrænsende stemning. Det er en følelse af afskårethed på et dybt eksistentielt plan. Ensomhed har vidtrækkende konsekvenser, især når den først bider sig fast.
Den kan være alt opslugende og optræde lige så nærværende i selskab med andre som alene. For ensomhed er ikke det samme som at være alene, selv om det kan være en del af ensomheden.
Aleneheden ser jeg som et grundvilkår for alle os mennesker, som vi må lærer at finde ro med. Der er aldrig være andre end os selv, der kan forstå os selv fuldt ud. Vi kommer til verden alene. Vi forlader verden alene. Vi går i seng hver dag med os selv, osv.
Hvis vi ser på tal fra Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil (2016), var der 263.000 danskere, som er alene på tidspunkter, hvor de hellere vil være sammen med andre. Vi kan måske sige det således, at ensomhed handler om tilstedeværelse af en indre tomhed, en usynlig glasklokke, der omfavner dig som et fængsel, holder dig på afstand af dem omkring dig og fra dig selv.
Ensomheden kan føre til søvnbesvær, depression, misbrug, selvskadende adfærd og selvmordstanker. Risikoen for hjertekarsygdomme og højt kolesterol øges også markant. Ensomme børn og unge klarer sig dårligere i skolen, de dropper oftere ud og får sværere ved at blive på arbejdsmarkedet som voksne.
Ensomhed er en større årsag til død end rygning.
Som jeg ser det; så er der tre veje du kan gå:
- Offer-rollen (”du går ned med flaget!”)
- Bliver HÅRD, trodsig og stærk (du KÆMPER dig ud af ensomheden)
- Mobilisering af dine kræfter og mander dig op, beder om hjælp til at komme ud af din ensomhed.
Ensomheden letter, når det indre tomrum fyldes. Det sker fx, når du føler nærvær fra en vens milde øjne. Når en kammerat rækker ud efter dig, og OPRIGTIGT prøver at forstå, HVORDAN det er at være DIG. Andre gange kan en nærværende professionel hjælpe dig med at lære din ensomhed at kende; for det er, når du deler dine tomhedsfølelser med andre, at du bryder ensomhedens fængsel.
Vi bliver til i hinandens kærlige øjne. For INGEN fortjener ensomhed.
Det du kan gøre:
- Spørg ind og lyt. (Oprigtigt!)
- Vær nærværende.
- Vær ikke-dømmende, men åben for at andre ikke nødvendigvis føler det samme tilhørsforhold, som du måske gør.
Og bare det at have spurgt gør en forskel.
For når vi føler os alene og/eller ensomme, føler vi os nemlig også usynlige. Det er så vigtigt, at nogen har spurgt. For så kan vi mærke, at der rent faktisk var én, der så os og bekymrede sig om os.